jul
13
At leve som apopleksipatient, som er motorisk svært ramte.
- juli 13, 2018
- 4 Comment(s)
Hej glade læser !
Hold da helt ferie!
Sikken en sommer vi allerede har haft nu, jeg har været ude i naturen skoven og ved havet i Kerteminde.
Jeg elsker at være ude i naturen, naturen er godt både for sind og sjæl og giver en god energi.
Den beste måde for mig og de flerste er ved selv ved ”Bevægelse er nødvendig for mig og alle individer for at kunne deltage og nyde livet i hjemmet, i samfundet og naturen ja alle steder.
Det er mit emne idag er jeg ikke kan forstå hvorfor der ikke gøres mere helhedsorienteret indsats i Danmark for apopleksipatienter, som er motorisk svært ramte.
Studier har vist, at repetitiv og tidlig stimulation i træningen af den hemiplegiske arm har det en effektiv
langtidsholdbar effekt på motorisk funktion.
Jeg har oplevet at det afgørende er hvilken Kommune man boer i hvilken hjælp man kan få Odense giver blandt andet ikke ikke hjælp efter serviceloven $ 100 til genoptræning af eks. Arm og hånd til fungere, jeg har 2 gange søgt på et forløb på Neuroklinikken i Aarhus.
Men det afhænger helt af en individuel vurdering, samt kommunen service niveau, jeg fået gentaget flere gange når jeg søger hjælp udefra fra blandt andre på det inder felt.
Jeg har været til Forundersøgelse hvor fra Neuroklinikken i Aarhus, hvoraf det fremgår, at der vurderes, at Kim fortsat har genoptræningspotentiale og at han vil kunne profitere at et intensivt genoptræningsforløb på Neuroklinikken
Jeg savner SÅ MEGET min karriere – savner mit “gamle liv”, FØR jeg blev syg og blev til apopleksipatienten, med lav motorisk funtion i dén højre side
Jeg bliver så frustreret hver gang der er noget som jeg tidligere bare gjorde, som en selvfølge, som nu er komplet umuligt eller tager så mange ressourcer, at jeg må melde pas. Selv om jeg har en PRO-Aktiv tilgang til livet er det frustrerende, at måtte se noget som ikke er muligt lige nu ♿
SAVNER at kunne gå aktivt og løbe, cykle, svømme dykke som tidligere med med følelse af lethed . Selv om jeg laver så mange selvtræningsøvelser som muligt føler jeg ikke det er nok 🎯🎮
SAVNER at have en god stabil økonomi ..
SAVNER at kunne sove – min søvn.♥️
SAVNER at kunne bidrage i haven.
Savner at kunne elske, uden at halvdelen af kroppen ikke vil lege med .
SAVNER min udholdenhed og ikke blive pludselig ramt af svimmelhed træthed, kortåndethed.
Jeg forsøger at bruge den afficerede side til at klare daglige opgaver, det lykkedes ikke i en sådan grad uden kompensation, som forstærker vanskeligheden at integrere den paretiske side i meningsfulde aktiviteter endnu.
Som en konsekvens af dette udvikles der manglende brug ”learned nonuse” som igen medfører muskelstivhed, kontrakturer og smerte.⚡🥊
SAVNER min FRIHED til at gøre hvad jeg vil. 🚗🎿⚽
SAVNER min uafhængighed.
Kim
4 comments on “At leve som apopleksipatient, som er motorisk svært ramte.”
Kære Kim
Forstår dig så godt – og forstår ikke det skal være umuligt at få den rette hjælp! Det er ikke i orden, for det har som du beskriver store konsekvenser for de ramte. Og du er endda en af de seje som kæmper og kæmper og kæmper – og alligevel rammer du panden mod en mur! Og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi i vores velfærdssamfund kann gøre det bedre!!! Sender dig masser af kærlighed – det gør jeg tit, også selvom der ofte går for lang tid mellem vore snakke! Kram fra Sussie
Hej Kim jeg kan sagtens følge dig, tror at alle som er ramt, savner det de kunne inden de blev syge
Men du kan ikke helt stille det op på den måde, men samlign med den gang det var værst og man sad i kørestol og lignende, og se de fremskridt der er sket indtil nu og bruge det posetivt, sådan jeg selv klare mig igennem det hele
Ellers vil det være som og samligne æbler og pærer, hvis man samlinger med inden man blev ramt.
Jeg er helt enig med dig i at den hjælp vi måske får er for tilfældig
Og afhængig af hvor du bor i landet, fortsæt det gode skrivearbejde, vil også hjælpe dig til og bearbejde din situation
Hilsen din gode Vejlefjord ven Olaf
Føler med dig, lever selv med kroniske nervesmerter efter 2 stivgørende operationer i rygsøjlen efter 2 diskusprolaps.
Jeg savner også mit gamle liv uden begrænsninger og hvor alt var en selvfølge og jeg ikke skulle tænke over alt hvad jeg laver, for at spare på kræfter og energi. Får temmelig meget medicin som bedøver min krop, mit hoved, min hukommelse, min koncentration.
Så jeg ville også ønske jeg havde en tryllestav hvor jeg kunne trylle mig tilbage hvor jeg kom fra, er en pige med krudt i røven og har måtte lære det på den hårde måde ikke at lave for meget i løbet af en dag.
Og vedr. kommunerne er jeg ikke imponeret over hvordan vi bliver behandlet, jeg har været i systemet siden 2009 og er stadig ikke færdigbehandlet og de har ikke hjulpet med at jeg kunne beholde mit job, så det endte med en fyring efter mange forsøg på at få deres hjælp til at blive med skånebehov. Min arbejdsgiver var så fantastisk i og tålmodig men de kunne ikke blive ved med at miste penge hver dag, så måtte til sidst fyre mig med tåre i øjnene.
Så jeg føler med dig, for velfærdssamfund er ikke noget der eksisterer i Danmark. Mvh Betina
Kære Kim
Jeg bliver både glad og bedrøvet, når jeg læser dit blogindlæg. Glad, fordi du ikke giver op, bedrøvet fordi det skal være så svært at få hjælp til at udnytte dit potentiale. Du er til stor inspiration for sådan en som mig, som har nemmere ved at give op.
Kærlig hilsen Pia
PS Bliv ved med at skrive. Du kan jo godt 😊