
Må man begrave en hund i haven?
- november 23, 2019
- 0 Comment(s)
Må man begrave en hund i haven? Få styr på reglerne her
Ejere af kæledyr har ofte behov for at begrave dyret tæt på, oplever dyrlæge.
Størrelsen på og placeringen af dyret er afgørende for, om det må begraves i haven.
Hvis du gerne vil mindes dit kæledyr, når det er gået bort, kan det være fristende at begrave det i havens bedste hjørne eller under en smuk rose.
Men det er ikke alle dyr, der må placeres under græstæppet med en gravsten på toppen.
Det forklarer Stig Mellergaard, der er chefkonsulent i Fødevarestyrelsen.
– Får, geder, heste, ponyer og andre store produktionsdyr skal sendes til destruktion. Dem kan du ikke bare grave ned, siger han.
Sådan håndterer man et dødt kæledyr
Fødevarestyrelsen har lavet en vejledning til forskellige måder, man kan skille sig af med døde kæledyr såsom hunde, katte, gnavere, krybdyr og stuefugle.
Dyrlægen kan afskaffe dyret.
Sjældne eller enkeltstående begravelser af selskabsdyr kan som udgangspunkt ske på egen ejendom. Nedgravning af selskabsdyr bør ske i en dybde, der sikrer mod, at kødædende dyr ikke kan grave det op. Er der tale om større selskabsdyr, som ønskes begravet i nærheden af en drikkevandsindvinding, skal du søge din kommune om tilladelse.
Selskabsdyr kan begraves på en dyregravplads, som er godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.
Dyret kan brændes på et dyrekrematorium. Asken kan begraves i egen have eller på en dyregravplads. Dyrekrematorier skal være godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.
Dyret kan også bortskaffes som affald, hvilket normalt vil betyde, at det vil blive forbrændt på et affaldsforbrændingsanlæg.
Kilde: Fødevarestyrelsen
– Hvis du skal grave et stort dyr ned som for eksempel en hund af racen Grand Danois, så er det vigtigt, at du ikke gør det et sted, der er tæt på en drikkevandsboring. Hvis du er i tvivl, kan du altid henvende dig til kommunens affaldsafdeling, tilføjer han.
Som udgangspunkt er det tilladt at begrave katte, kaniner, fritter, marsvin og hunde i egen have.
– Det er bare vigtigt, at de bliver gravet så langt ned, at ræve og andre dyr ikke kan grave dem op igen. Det er ikke sjovt, hvis du finder halvdelen af din hund på græsplænen, dagen efter du har gravet den ned, siger Stig Mellergaard.
Han anbefaler derfor, at kæledyret graves omkring 70 centimeter ned i jorden. Hvis ikke du vil grave i haven, er der også mulighed for at få kæledyret kremeret eller begravet på en dyrekirkegård.